Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Velkommen til Rådmandsgades Skole!

Streetparade

Billede fra vores årlige Streetparade i Nørrebros gader!

 

Rådmandsgades Skole er en lokalt forankret skole med engagerede lærere, et trygt og udviklende læringsmiljø, og en ledelse, der har fokus på både faglighed, trivsel og hvert enkelt barns udvikling.

 

Faglighed og trivsel går hånd i hånd

På Rådmandsgades Skole arbejder vi ud fra, at trivsel og faglighed er hinandens forudsætninger. Skolen har de seneste år løftet fagligheden betydeligt, og vi arbejder målrettet gennem forskellige udviklingsprogrammer.

Vi prioriterer:

  • Høj faglig kvalitet i alle fag

  • Trygge rammer i undervisning og frikvarter

  • Tydelige voksne 

  • En rolig skolestart i børnehaveklassen med god bemanding og tæt voksenkontakt

 

To afdelinger – ét skolefællesskab

Rådmandsgades Skole holder til på to matrikler.

Indskolingen (Børnehaveklasse.–5. klasse) hører til i en flot, klassisk skole bygget i 1889, på Rådmandsgade 22. Til daglig kalder vi den blot for RG1. Her finder man bl.a.:

  • ”Det Grønne” – en moderne grøn tilbygning som huser skolens økologiske madskole. Her indgår elever i 5. klasse i madlavningen én uge ad gangen. De får undervisning i madlavning, hygiejne, sundhed og kostsammensætning.

  • En taghave oven på ”Det Grønne” med direkte adgang fra skolegården, tæt knyttet til natur/teknologi-lokalet og med plads til aktiviteter.

Udskoling (6.–9. klasse) hører til på Heimdalsgade 29 i en moderne bygning. Til daglig kalder vi den for RG2. Her har vi

  • Store, lyse undervisningslokaler

  • En rummelig kantine med en stor tagterrasse oven på

  • Tæt adgang til Superkilen og Mimersparken, som bruges aktivt i undervisning og frikvarterer

Udover de to matrikler har skolen også stor glæde af BaNanna Park - en offentlig park på Nannasgade lige overfor RG1. Når eleverne når 4.–5. klasse, foregår frikvartererne i parken, som giver masser af plads til leg og bevægelse.

 

Samarbejdet med KKFO’en

Skolen samarbejder tæt med KKFO ”Fritidsinstitutionen Rådmand”, der ligger på fire forskellige matrikler rundt om skolen, men fungerer som én samlet enhed.

KKFO’en er en stor del af hverdagen på skolen. De hjælper bl.a. med at:

  • hente børnene i skolegården efter skoletid

  • sikre tryg overgang mellem skole og fritid

  • indgå i undervisningen allerede fra årsplanlægningens start

  • tilbyde aktiviteter i frikvartererne i indskolingen fire dage om ugen

 

Fritidstilbud og aktiviteter

Rådmandsgades Skole har mange tilbud både i og efter skoletid, fx:

  • Rockorkester

  • Skolekor

  • Basket- og volleyhold

  • Et tæt samarbejde med Københavns Musikskole, så elever allerede fra 1. klasse kan gå til klaver, guitar eller sammenspil på skolen.

 

Når I vælger Rådmandsgades Skole, siger I JA til

  • Høj faglighed – både fagligt og socialt – båret af kompetente og udviklingsorienterede medarbejdere

  • Åbenhed, dialog og engagement, både fra skolens og forældrenes side

  • At være aktive medspillere i jeres barns skoleliv